Bo Christensen

En af mine kæpheste.

En af mine kæpheste er den personlige udvikling for billedudtryk. Hvorfor er det så vigtigt med den udvikling, bliver jeg tit spurgt? I mit forsøg på at svare, låses jeg alt for tit. Jeg kan ikke få et ord ud af min mund. Jeg er lammet i den tilstand, over at have fået et spørgsmål, jeg godt kender svaret på, men det vil ikke ud. – Nu efter en stund, - hjemme i vante trygge omgivelser, kommer svaret. – Det er ikke billederne der er det interessante i sig selv. De er emner til samtaler - den personlige udvikling som billeder er det i et fotoalbum. Det er alt det som billeder kommer af, altså alt det uden for rammen. Det er udviklingen i at nå frem til sine mål, der er det interessante for ¨fotografer¨ imellem. Et spørgsmål kunne være, hvad er det væsentlige – det egentlige man vil. Nærmer billedet sig det man ønske? – Jeg har det så bare svært med at kalde mig selv for fotograf. Men for nemheds skyld gør jeg det her. - Vi taler om at fortolke billeder. Og vi taler om – har vi selv fortolket vores emner godt nok? – Jeg har det sådan, - jeg ikke er journalist, at jeg vil først leve mig ind i nuet. For så at glemme mig selv for at kunne være i det ¨rum¨, jeg vil lave billeder i. For siden hjemme ved computeren at se om jeg genoplever det samme. Har jeg lavet mit forarbejde godt nok? - Når jeg kommer til fortolkningen, vil jeg gerne om jeg kan fornemme alt det uden for rammen og alt det jeg har tænkt på, hvis det er mine egne billeder. Er det andre er det næsten den samme procedure. Den verden af tanker for, hvad man vil eller for ud af det, er vigtigt og udviklende. - Specielt det forhold der opstår billeder imellem, når de hænger ved siden af hinanden er interessant. Er der en mening med at de hænger side om side? – Det mest interessante er bare, at de billeder kommer sig af en udvikling, den enkelte ¨fotograf¨ har været igennem.

Billeder er grundlaget til fortolkninger og samtaler om, hvordan man er komme videre. Eller med hvilket tanker billedet er blevet til i. Alle har behov for at komme videre, for det er grundlaget for at vare i samtale med hinanden.   

Protreptikken

Emnet protreptik er meget med i min udvikling lige for tiden. Egentlig handler det om lederevner og at kommunikere uden at konflikte.

Jeg bruger protreptik til at genopleve perioder, hvor det er lykkes mig at komme igennem med mine pointer for, at opnår et bedre samarbejde. I alle de stunder, har jeg stået som den anonyme leder uden, at min bevidsthed var klar over det.

Hvad har protreptikken med fotografi at gøre? Som ham eller hende, med kameraet har det en hel del at skulle have sagt. Her kommer det at lave forhold og det at forholde sig ind. Det er i øvrigt et led i oplæringen af fotografiet. Det er med, - over alt. Også under en eventuel ophængning, - til en udstilling. – At lave forhold, er at sætte sig selv ind i andres forhold til mig, dermed forholder jeg mig også til andre. Det er jo godt at vare bevidst om, når der laves portrætter til eksempel, hvilket jeg ikke gør mig så meget i. Men i perioder bevæger jeg mig meget rundt i blandt mennesker. - Jeg har behov for at vide, hvordan de har det med mig lige i den stund, hvor jeg laver mine optagelser. – Et af mine egne krav til mig selv er, at jeg skal leve med de mennesker jeg er i blandt. Mine billeder må ikke give udtryk for, at jeg står uden for fællesskabet, så vidt det er muligt.