Bo Christensen

En af mine kæpheste.

En af mine kæpheste er den personlige udvikling for billedudtryk. Hvorfor er det så vigtigt med den udvikling, bliver jeg tit spurgt, for lige at jogge mig på min kære kæphest? I mit forsøg på at svare, låses jeg alt for tit. Jeg kan ikke få et ord ud af min mund. Jeg er lammet i den tilstand, over at have fået et spørgsmål, jeg godt kender svaret på, men det vil ikke ud. – Nu efter en at have været hjemme i nogle få timer - i vante trygge omgivelser, kommer svaret. – Det er ikke billederne der er det interessante i sig selv. Det er emnerne og evnerne til samtale. - Det er der den personlige udvikling til billeder ligger, - Det er fotoalbum for gode samtaler. Samtalerne kan være alt det som billeder kommer af,, altså alt det uden for rammen, hvilket ofte sker uden at vi lægger mærke til det.. Det er udviklingen i at nå frem til sine mål, For mig i begyndelsen var det, hvordan kommer jeg forbi en blokering. - Et andet spørgsmål kunne være, hvad er det væsentlige – det egentlige, det som er billedet. Og efter: Nærmer billedet sig det man ønske? 

– Jeg har det svært med at kalde mig selv for fotograf. Men for nemheds skyld gør jeg det her. - Vi taler om at fortolke billeder. Og vi taler om – har vi selv fortolket vores emner godt nok? - jeg ikke er fotojournalist, Jeg er nærmere en kunstner, selv om jeg heller ikke er det.  Da jeg bedst kan arbejde ved, at leve mig ind i nuet for at være der, er det nok kunstneren jeg har det bedst med .Jeg elsker at glemme mig selv. Jeg vil ind i det ¨rum¨ i mig selv, hvor mine billeder er,  For siden hjemme ved computeren at se om jeg genoplever det samme. - Har jeg lavet mit forarbejde godt nok? - Når jeg så kommer til fortolkningen, vil jeg gerne om jeg kan fornemme alt det billedet fortæller, og alt det som billedet kommer af, men som er uden for rammen. Fortæller billedet, som er essensen af det, - det godt nok? - Er det andres billeder er det næsten den samme procedure. Kan jeg fornemme den verden der er rundt om?. Den verden af tanker for, hvad man vil eller for ud af det, er vigtigt og udviklende. - Specielt det forhold der opstår billeder imellem, når de hænger ved siden af hinanden er interessant. Er der en mening med at de hænger side om side? – Det mest interessante er bare, at de billeder kommer sig af en udvikling, den enkelte ¨fotograf¨ har været igennem.

Billeder er grundlaget til fortolkninger og samtaler om, hvordan man er komme videre. Alle har behov for at komme videre, for det er grundlaget for at vare i samtale med hinanden.   

Det er ikke en hemmelighed, at jeg skal kæmpe med mine skrevne ord, Men for mange er det en hemmelighed, at man rent faktisk bliver bedre til det med sine billeder. En ting skal dog huskes. Det er ærligheden. Hvad jeg mener med det? finder man ud af ved selv at kæmpe. Og en anden ting, man skal huske er, - man skal ikke være ligeglad med sig selv. Det er grunden til at éns udvikling vigtigt. 

Protreptikken

Emnet protreptik er meget med i min udvikling lige for tiden. Egentlig handler det om lederevner og at kommunikere uden at konflikte. For mig er det også noget med forhold og at forholde sig. Igen et tæske emne, jeg ikke kan komme uden om.

Jeg bruger protreptik til at genopleve perioder, hvor det er lykkes mig at komme igennem med mine pointer for, at opnår et bedre samarbejde. I alle de stunder, har jeg stået som den anonyme leder uden, at min bevidsthed var klar over det.

Hvad har protreptikken med fotografi at gøre? Som ham eller hende, med kameraet har det en hel del at skulle have sagt. Her kommer det at lave forhold og det at forholde sig til andre ind, selv om vi kun taler om et splitsekund eller få minutter.. Som noget indskudt her, er det at lave forhold og det at forholde sig også et led i oplæringen i det at fotografer. Det skal helt være under trygge forhold man fotografere i. At lave forhold og at forholde sig under en eventuel ophængning kan næsten ikke undgås, Her er det forholdet imellem billederne som taler.

Så kom jeg lidt væk fra protreptikken alligevel. Jeg bruger det kort sagt til ikke at konflikte. Og jeg vil helt fotografere i forhold hvor jeg mærke en accept af min tilstedeværelse. – At lave forhold, er at sætte sig selv ind i andres forhold til mig, dermed forholder jeg mig også til andre. Det er godt at vare bevidst om sin egen person, når der laves portrætter til eksempel, hvilket jeg ikke gør mig så meget i. Men i perioder bevæger jeg mig meget rundt i blandt mennesker. - Jeg har behov for at vide, hvordan de har det med mig lige i den stund, hvor jeg laver mine optagelser. – Et af mine egne krav til mig selv er, at jeg skal leve med de mennesker jeg er i blandt. Mine billeder må ikke give udtryk for, at jeg står uden for fællesskabet, så vidt det er muligt.