Keramik

Guldagergaard 2026

Ikke bare at se, men at opleve!

14-07-2026. Tirsdag

Jeg er stået op klokken 4 af den grund, at kroppen ville op. Lyset uden for vinduerne var dovent på det tidspunkt. Luften var kølig på grænsen til kold.

Kaffen skulle laves og der skulle lige smøre lidt morgenstykker. – Mens det blev forberedt, var der noget andet som pressede sig på. Det var billederne som, - nu inden Putin og hans russiske venner overfalder os alle med ødelæggelser.  - Jeg har noget som er vigtigere i positiv forstand, Noget som banker på og som vil ud. 

Mine forestillinger om billeder og forholdet til den kasse/boks kunsten/juvelen er i. er lige noget som optager mig en del for tiden, -og, Ja! Jeg bruger lige lidt ord for at komme i omdrejninger. Det hjælper med ord, for at få mere styr på de nogen gang løbske tanker. Ordene oversætter det sete til en form for forståelse der slår over i noget, jeg kan lave et forhold til. - Jeg skriver nu ¨juvel¨ om kunsten i boksen. Og jeg er straks over i den mode/ indstilling, - der hedder oplevelse, indstilling, og forhold. Så det er ikke det, at det er en juvel, jeg ser på, det er det forhold som fantasien bygger på. – Det er så uden, at der er noget konkret at forstå. Det er øjnene som på en måde forstår. Og de ser en balance. – AV, -Den var lang! - Jeg skal så også skynde mig at sige, når jeg taler/skriver juvel, så er det ikke værdien i penge, jeg taler om. -Det er igen værdien i det kreative arbejde, det som skaber undren og underholdning til de filosofiske øjne og tanker der måtte komme. Så her har jeg allerede noget særligt.

Udstillingsboksen: For lige at gøre et tankeeksperiment som gerne skulle fortæller om boksens magiske evner, - energier og kræfter som igen, gør noget særligt for den udstillede genstand. Eksperimentet er enkelt, man skal bare forestille sig, det jeg forsøger at beskrive, vil jeg her prøve at tale om et stykke krøllet papir til 5 øre, det bare for at få værdien helt ned. Lægger jeg det ind i boksen på samme måde som jeg før så keramikken i. -Nu sker det noget med meningen i at udstille i boksen. Her får jeg straks en anden fortælling om det krøllede papir. Nu er det krøllede papir fremhævet som noget særligt bestemt en beslutning. Det er ikke værdiløst mere. I sin egen hemmelighed gemmer det på noget, som kunne være noget rigtigt værdifuldt, - viden måske. Skrifter/noder måske, hvad som helt? - Eksemplet med det krøllede papir i sådan en udstillingsboks, må bare ikke misforstås som, at jeg prøver at underkende og sammenligne keramikken med et stykke krøllet papir. Det er boksen, understregningen af kunsten som jeg her prøver at fremhæve. Hvad boksen koster er underordnet til det ligegyldige. Det er det magiske der sker i vores hjerne med boksens hjælp, jeg vil prøve at fremhæve. - En ¨skitse¨ bliver pludselig til at være en værdi i sig selv. En fortælling som spejler sig i glassets indvendige sider får pludselig en rolle som samme spiller.

Keramikken er nu vokset fra sin anonymitet. - Det krøllede stykke papir har fået forstærket sit udtryk. Alt er ophøjet til noget særligt. Boksen i sig selv isolerer en genstand fra 10 små snavsede chokolade finger, men åbner op for noget ekstraordinært. Der er sket en indramning, det farlige kan ikke komme ind, mod at oplevelsen kan komme ud. Boksen er som rammen om et maleri. Vi står over for en færdiggørelse. En endelig beslutning. Det er som om der ligger noget der i selve beslutningen der er magisk. – Det må gerne ses som, at laver jeg en ramme omkring mig selv, eller placer jeg mig selv i en kasse, så har jeg også begrænset mig selv i at opleve. – Det er altid godt at se sig selv i det modsatte lys.

Men for mig er der stadigt noget, hvor fortolkningen af beslutningen kan ændres. – Jeg har arbejdet med regnvand oven på boksene for nogle få år tilbage. Regnvandet fortæller om nægtet adgang, som de ti små snavsede fingre til juvelen/kunsten, mens efterårets stemninger kan godt komme ind. Det gør det hele endnu mere interessant. Solens lys får boksen skarpe kanter til at fremstå som noget helt særligt i sit samlede hele af gennemsigtighed og spejlinger. Den hvide bund, kunsten står på, reflekter lyset så det ind i mellem slår som i et Skagenslys. Skagenslyset er inde i boksen. Det får det reflekterede lys til at virke som befriende/helbredende. En spejling forstørres, en oplevelse begynder at danse. - Så, hvad er kostbar for en størrelse? Er det som her noget uerstatteligt, uden at betyde mange penge? Er det et stykke krøllet papir der gemmer på en hemmelighed? Vil kunsten/keramikken tale det samme sprog uden kassen/boksen?

Jeg tilføjer en ny betragtning om boksens virkning, - jeg er her forhindret i at mærke kunstens overflade for at få den fulde forståelse/fornemmelse af kunsten. Og jeg ved, at jeg under normale omstændigheder ikke må fingerere eller røre ved kunsten. Men som alle andre voksne med et barns behov for at forstå den nærmeste verden, er det bare sådan, at uanset hvad, så kan jeg ikke bare fjerne det behov. Så jeg må røre med øjnene alene. Det taktile, er blevet haptisk. Jeg må forestille mig - en berøring. - Et lille barn ville blive vanvittig af det ikke at må røre og føle sig tilrette. Så lige for at gøre barnet i den voksne færdigt, så har vi som mennesker et behov for at forstå, hvorfor en juvel/Krystal er kostbar. Den forståelse får vi aldrig uanset hvor meget vi befamler en juvel/en diamant, - om vi måtte. – Det er som en sult, der aldrig tilfredsstilles uanset, hvor meget vi spiser. - Vi må acceptere, at vi ikke kan når ind. Det haptiske som er oversættelsen gør meget, og hjælper meget. Det som har været min opgave her, har været at få det haptiske tydeliggjort igennem min redigering. Kameraet gengiver ikke alt godt nok. Keramikkens overflader skal forstås med øjnene alene og så en erindring og en forestilling om noget lignende.

På udstillingen er der kunst/keramik der gerne må berøres. Her kom den taktile oplevelse. En til en oplevelse. På et tidspunkt var det som om jeg blev lidt snydt i den oplevelse. - Ved, at slå forsigtigt med en negl på overfladen på den åbne udstillede kunst/keramik fik jeg en klag/lyd tilbage som var mere metallisk. Så, at kunne få lov til at røre betyder meget for hele oplevelsen. - Tak for det!!

Af udstillende keramikere i parken Guldagergaard, - som jeg har tilladt mig at lave billeder af deres kunst af er at nævne:

Thiébaut Chagué Frankrig

Anders Børgesen Danmark

Aeyoung Kim Sydkorea

Christian Glahn Danmark

Jihyun Kim Sydkorea

Anne Marie Laureys Belgien

Religion for at vende tilbage og det med symboler.

Alle billeder er små ikoner, og de behøver ikke temaet religiøse emner. Religionen kommer helt af sig selv. Når et billede laves, rammes der noget ind. Det er taget ud af en helhed, som kan være den vi har stået overfor, eller den verden vi har i vores tanker og hoveder. Vi lægger ting ind i rammen som var det en æske vi lagger noget i. – Det kan være ting vi vil erindre eller noget vi vil beskytte, som for at fortælle, at det her er mit personlige, men du må godt se med. Vi inviterer andre med, så der kan laves et fællesskab. De ting og emner er symboler for noget specielt.

Som den religiøse religion består af gamle skrifter som i bund og grund handler om at holde balancen. Har billeder regler for god opbygning som bunder i gamle opdagelser, der går ud på at holde balancen.

Rembrandt og Lyset

Fibonacci-tal, sneglehuset, Den gyldne port. Matematikken.

Vincent van Goghs urolige penselstrøg og hans anvendelser af spiralen.

Leonardo da Vinci og mystikken.

Skålen og klang skålens symbolske og healende kræfter.

Trygheden og utrygheden, inden for rammen og uden for rammen.

Hvad kan den tomme ramme?

En tanke: Hvad sker der når tæppet går ned i mellem scene og publikum. Hvad vil der ske, hvis tæppet var tyndt og transparant, så man kunne ane noget fra begge sidder. – Tænk også på de gamle fotoalbums.

Nysgerrigheden er døråbneren for udviklingen. Det handler ikke om at stå stille for at håbe på at verden kommer til én. Det kræver, at man er opsøgende og nysgerrig.

De her opdagelser og rigtigt mange flere, stiller spørgsmål så man kan komme videre.

Ja! Jeg kan blive ved. Nu skal det handle om bevidstheden, som kan bane en vej til åbenbaringen. - Der var religionen igen. Og igen, det er ikke den religiøse åbenbaring jeg her tænker på.

Bevidstheden fortæller om, at der også er en underbevidsthed, det ligger lidt i ordet. Og Nej! Jeg har ikke den store doktorgrad i bevidsthed. – Det er bare som om, - Vi som samfund bevæger os i et rum, hvor de to begreber ikke findes. Vi er bevidstløse, vi famler os rundt i blinde med håbet om, at vi møder noget eller nogen der kan bruges og udnyttes på bedste/værste kamerikansk maner. – På den måde får bevidstheden hurtigt en udløbsdato. Vi forholder os kun til det vi ikke ser, men som vi tror vi ser. Vi er vores egen største manipulator. – Jeg var på vej til at skrive det omvendt. At vi forholder os til det vi ser, og det vi ikke ser har vi ingen forhold til. Det er ønsketænkning, - den holder ikke helt. Jeg kunne her vælge emnet manipulation. Det gør ikke noget, når JEG´et/ Vi selv er den store manipulator, men når det er andre som manipulerer med os. Hvad så? – Jeg lader den stå!

Før alt det her hjemme filosofi begyndte, havde jeg en idé om, at det var en god idé at lægge planer for hvad jeg ville fotografere. Altså lægge en disposition som godt kunne brydes, men som jeg hurtigt skulle ind på sporet af igen for ikke at flakse rundt. – I det opstod der små ¨Ø´er¨/ophold på de pladser som var mit mål. – Nu har jeg droppet mine disponeringer, og koncentrerer mig nu mere om eventuelle tidspunkter og mine små ¨Ø´er¨. Det giver et mere levende billede af det jeg vil.

Når det ubevidste plan før i tiden dukkede op til bevidstheden, fik jeg gerne et chok. Et stød i erindringen som stillede spørgsmålet, hvor kom den lige fra? Det her er en info om, at man ikke er ved at blive for nørdet eller for tosset. Det er bare noget, man har lagt ind på den indre harddisk, som nu per automatik dukker op, fordi man skal bruge det. Og tænker man tilbage på den tid, hvor det blev lagt på lager, husker man godt et eller andet i den retning. Det er sket nogle gange for mig. - Det er det man kalder for associationsfornemmelser.

Åbenbaringen er en masse bevidstheder som er lagt sammen. Det er lidt som at bevæge sig op i spiralen for så at opdage sin egen hale længere nede. Nu er man nået en gang mere rundt. På et tidspunkt er det som om den store port åbnes for en kort stund. Den tillader, at man skifter spor til en større spiral. – Jeg bruger her billedsprog. Åbenbaringen har jeg i hvert flad oplevet en gang, måske to, eller tre. Det var ved juletid for nogle år siden den store kom. Jeg vidste, at jeg ikke skulle vende mig om for at se den. I stedet skulle jeg nyde dens tilstedeværelse i stund den varede. Det bliver man ikke religiøs af. Det bliver man høj i hatten af. Det betyder, at man har fat i noget det har en betydning.