Bus og Lastbiltræf

Den 24.august 2024 

Danmarks Busmuseum

Bus og Lastbil træf. Lørdag den 24.August 2024.

Når historien fornemmes!!

Hvordan kan jeg begynde?

Busmuseet: Dagen begynder med at se hvem der dukker op. Morgenbord er der også. Og, jeg selv regner ikke med noget andet end, at jeg skal være med til at stille op på havnen. – Den forestilling blev så ikke helt den. Og her tænker jeg specielt på min deltagelse med at stille op. Det blev aldrig til noget.

I stedet blev jeg inviteret med ombord på den Røde Volvo B11 1938. - Så ved man selvfølgelig, hvilken bus, jeg taler om og hvis ikke har man muligheden for, at slå et billede op via Internettet. Invitationen blev begrundet med, at jeg skulle guide og forberede bussen på de næste mange sving ad smalle veje. Thomas styrede, og bussen kørte. Min serie billeder blev til fra - der, hvor vandtanken var ved at løbe tør og bussen var ved at kast op af varme og svage hjul. Den kogte på den sidste dråber. Så ind til siden med den, ved først kommende lejlighed, - hvor der var plads. Det var så meget passende ved Kanehøj Mølle. Det var i sidste øjeblik, og meget passende da, jeg selv for længst havde tabt tråden for, hvor vi var på kortet. Jeg mente selv, at jeg var en god kender - af alle vejene, - Her blev jeg - min egen overraskelse. Det var kun til daglig brug, jeg var det og uden ansvar og kort. Min tålmodighed for vejkort stod automatisk af uden, at jeg kan sige, hvor det skete. Så det var godt, at en busruteplanlægger lige var ved siden af. Det blev i form af Jens.

Hvad kan jeg så kalde min serie billeder? Der er sådan set tre små serier. - Titler, - når jeg selv skal forfatte dem,  lander næsten altid dumt og forkert, når de læses op. Det kommer sig af, at jeg har svært ved, at ramme midt i ¨skiven¨ for, hvor pointerne skal lægges i min beretning. Og denne gang går det nok heller ikke bedre. Men en titel skal der til. Måske denne dur. >>Veteran Nysgerrighed<<. Den titel bygger på, den nysgerrighed der følger med, når noget ikke går/kører helt som ønsket. Den anden titel kunne også hedde >>Historien Er Tørstig<<. Alle bagved liggende biler ved, hvad der er er galt, og alle chauffører ved, hvad der skal til for at løse problemet. Det er også her nogle har løsningen med - i form af vand, - og som her er parate med straks - hjælp. Det er fællesskab og socialt samvær, som jeg her oplever det i højeste potens. - Jeg har måske en titel mere som går på >>Nostalgi Og Glemt Vand<<. Her er det som om, man lever sig ind i historien med de glemte betingelser for, hvad en bus har brug for og som bare skal være med ombord.

– Måske det er dagen, hvor maskinen bare har bestemt sig for en dårlig maskine dag, hvor den bare vil være på tværs, den har her fået sin helt egen idé om, at i dag vil JEG ikke, - jeg er træt. Der er for mange mennesker. Den historie - i historien er også vigtig. Det er  her godt at kende sine venner. Det sociale her har en stor betydning for at holde humøret oppe. Det var så den prøvelse og historie Gasgeneratoren kom med senere. At fortælle om Gasgeneratorens tid er som at fortælle om nysgerrigheden for, at få denne op at køre uden benzin. - Nysgerrighed skulle gerne vise sig via et interesseret publikum som jeg skal bruge i mine billeder, og tak for den. Men nøjagtigt nysgerrigheden kom jo også Volvo´en til gode. For den hjælpsomhed var lige i nærheden. Men sådan har verden og historien bare ikke altid opført sig. Enhver var tidligere været sin egen, - og lidt for ofte, hvis man ikke lige tilhørte den rigtige kreds af venner.

Så, hvad er det nysgerrigheden kan? - For umiddelbart er det underligt, at man samles om noget, der lige for en stund ikke virker ordentligt i motoren, og så dog. Det er en indlagt pligt hos de fleste, at man hjælper hinanden. Der er bare lige det på dagen, at det at glo på veteranbil bare betyder alt. Det handler ikke kun om at hjælpe. Det handler også om at få en snak, en samtale op at køre. Det er lidt for spændende til at lade køre forbi. Her kommer håbet om, at komme helskindet hjem - alle sammen, ellers må vi hjælpe! Er >>Håbet<< den egentlige titel? Håbet for, at det må gå godt, at man kommer i gang, og hvis ikke, at nogen hjælper. Er håbet det vi alle lever på for inden arrangementet  og for den gang?

I går den 28.august fandt jeg et ord >>Allegorisk<<. Altså, når noget får en drejning til en tvetydighed. Jeg tænker, at H.C. Andersens børne historier alle er allegoriske, og bestemt ikke kun for børn. Historierne kan i mange tilfælde fortolket til en dybere mening, en overførsel til noget parallelt, noget andet. En overført betydning. En metafor, for det egentlige, der vil siges.

Allegori: Symbolsk tale, tale – hvor man siger noget andet igennem en fortælling.

Hvorfor er allegorisk her interessant? Det er, det, fordi den tekst jeg har gang i til serien om Nostalgien og nysgerrigheden om fortiden, til tider er lidt for lyserød i sine fortællinger. Den rigtige historie bærer noget som rummer et håb for en bedre fremtid med sig. Altså, Der har ikke altid været en tid, hvor tingene bare fungerede. - I dag er det bare interessant at se noget kører, som er fra en tid, fra før man selv blev til. Det at mærke idéer og tanker til løsninger af problemer fra folk som ikke er her mere, er specielt. Vi mærker deres,  ånd igennem lyden at en motor, - samt det, at vi i dag kan spejle emnet videre til vores næste generationer. I de her to tilfælde er der et socialt sammenhold, der sjovt nok også har min interesse. Det er et håb om at se historien arbejde, at få Volvo B11 1938 med hjem til havnepladsen. At se og mærke den kører hele ruten som planlagt. At mærke tidens tophastighed, - de 45-50kilometer i timen. Det skal opleves med ro og nydelse for, at man kan forstå den dybere mening, som også har betydet tålmodighed for andre, og deres behov. Problemerne den gang var bare ikke så lyserøde som denne dejlige lørdag i august. Det sociale var der endnu mindre af den gang, selv om man nok talte mere sammen. – Det kneb, hvor man havde brug for hjalp fra hinanden - med håb om at kunne få det. Det sidste med håb om at få hjælp, er som jeg oplever det i dag nok noget som først kom til efter DE Hvide Busser. - Så når jeg i dag er efter vor tids kvinder - der helst ser, deres ønsker indfriet hos manden, som det første, så ser jeg her manden interesse for kultur og historie som et ligeså vigtig emne for dannelsen af den næste generation, da forholdet til fortiden giver perspektiv. Vedkommende der har den kultur, kan nemlig fortælle sine børn og børnebørn om en anden verden og en anden tid via eksempler som handler om transport.

- Til emnet, at få gasgeneratoren koblet på Fordson traktorens motor. Når den kører på gas fra generatoren, køre motoren noget ustabilt på vores opsatte model. Altså det er ikke ren MATADOR det her. Men selv om den ikke ville lave/føre gas frem til systemet, og til start, denne lørdag, så fik fortællingen bare den drejning med om ikke at ville, og som blev lige så god. Historien om gasgeneratoren er nemlig ustabil og til tider meget giftig. Det især om vinteren hvor Benzen i mange tilfælde var mirakelmidlet der skulle til for at få den i gang. – For Peter var generatoren bare en leg om at få den i gang. Men også fortællingen om en tid, hvor det at få den i gang i nogle tilfælde indebar redninger af liv, om det så gjaldt menneskeliv eller dyreliv, som det igen var en mulighed for landmanden at komme af med sine varer.

En veteranlastbil i historien betyder, at der kunne komme varer frem til købmanden og til producenten og videre. – Det betyder benzin og senere mangel på benzin, luftforurening, og arbejde til chaufføren, og vognmandsforretningen samt til mekanikeren. I dag betyder den i historie, - fortællinger om en tid, et design og en viden om teknik og udviklinger. – Så, den er ikke bare et stykke isenkram, der støjer og sviner. Den er faktisk en viden og en udvikling frem til i dag. Og uden en udvikling er vi ildestedt. Spejlet fortalt er det lidt fortællingen om hønen og ægget, hvem kom først. Hvem fandt på hjulet og motoren? Hvem har opdaget udviklingen og hvad kan vi når vi går sammen? hvis vi  altså går sammen om at udvikle. Hvem kan hvad?

Teksten her er redigeret så den ikke står så ufærdig her den 4.sep.2026. 

Jeg tilføjer.

 Jeg er meget glad for opslaget som med Bus Og Lastbiler. Og den har også en pointe som handler om noget helt andet, - nemlig mit fotografi. Først hænger det sammen med, at jeg har taget en masse billeder. Det er til at forstå direkte, - det indirekte er det fællesskab jeg oplever på begge sider af serien. Det er hvad enten det er at være i en fællesinteresse for biler, eller det at bladre i et billedalbum, hvor minderne vælter ud af. I dag må det bare ikke være et fysisk billedalbum, nogen har fortalt andre, at det er forkert, hvilket er noget forbandet vrøvl. I dag skal det være over mobilen eller ipaden eller noget som kommer med de magiske farver. Det skal helst ikke være computeren, da fællesskabet her så bliver slået til start. Det indebærer bare, at andre end dem som lige er medinvolveret her bliver udelukket. Hvilket åbenbart også er blevet til en in accepteret ting. Det handler om at være in, så er det mere end rigtigt og dermed accepteret. Det er jo direkte modsat det billederne viser.

Jeg lytter for tiden meget til Kim Larsens Album >>Det Var En Torsdag Aften<< Her synger han en masse fremragende viser som ikke handler om MIG. Og så alligevel rammer han og alligevel rammer han fællesskabet. – Men det er som om vi ikke vil fællesskabet, når det ikke er underholdende. Der sker noget så snart det bliver alvorligt. Uha, - det skal vi ikke nyde noget af.

Det samme sker, når jeg bliver alvorlig i forholdet fotografi og det, at prøve sig selv af. At prøve sig selv af betyder ikke. at så holder fællesskabet op. Det er er her det burde komme ind.     

Veteranbanen Bryrup - Vrads

Billederne er optaget den 2025-10-12

Teksten er skrevet den 2026-09-22

Jeg har en idé om at få billederne fra sidste års tur til Vrads, nær Silkeborg, med ind på hjemmesiden her, da jeg sidste år ikke anede, hvor jeg skulle finde en ny hjemmeside fra, som var nem at lave . Så fordi jeg har fundet den nu, vil jeg her lægge turen op. Vi fra Busmuseet skulle til Vrads for at opleve damplokomotiver.

Bryrup-Vrads blev en oplevelse, som for mig fortalte noget om en kultur, vi nærmest har glemt. Vrads, som også er en tidligere stationsby, ligger midt i noget af Danmarks smukkeste landskab, nær Silkeborg. Vi ankommer til dufte af gran og fugtig underskov, som fik mig lidt over i det surrealistiske, da jeg pludselig var lidt i tvivl om, i hvilken tid vi var landet i. Alt var som pakket ind i en dyb skov, hvor kun stationsbygningen fortalte: Senere kommer der tog til.

Damplokomotiver, ild til kedlerne og så en granskov, som på visse tidspunkter af året er stærkt brandfarlig. Der er noget her, jeg ikke forstår. Er det nu, jeg skal flygte? Men tiden var en anden. Toget kørte dagligt imellem Horsens, Bryrup, Vrads og Silkeborg. Resten må man selv støve op, da jeg nemt kan skrive noget, som ikke er helt korrekt. Måske jeg allerede har fejlet. Det må så være den undskyldning, jeg gør her. Af årstal kan jeg nævne 1929 og frem. 

På dagen regnede jeg ikke med at komme hjem med billeder. Og så lod jeg mig alligevel lokke. En "rigtig superfotograf" - der var seriøst iført fotovest og som lignede noget, der ville frem - fik mig provokeret til selv at få kameraet op, dog med en mere forsigtig påklædning over mig. Mit spørgsmål var bare, hvad skulle være det bærende emne? For at jeg kunne frigøre mig fra denne for mig fantastiske. 

Var det L.A. Ring, som blev kendt for sine evner ud i at skildre dampen for at "beskrive" dampmaskinens moderne mange kræfter og ydeevner?

Det var dampen og kulrøgen, jeg ville. Dampen og kulrøgen skulle være fortælleren mere end de to maskiner, som her måtte komme i anden position, om jeg kan skrive det sådan. Dampmaskinerne har en anden fortælling, som handler om en anden tid, og fortællingen om, hvor tung en dampmaskine er. Personalet viser, hvordan den vendes. De fortæller også om tyngden, hvor tung den er, i kropsproget.   

Ps. læg mærke til skinnerne.